Rockmusikken rykker ind i Kulturhuset i Grindsted

The Pretenders 

 En af Danmarks ældste rockgrupper, Pretenders, dannet i 1966 i Brønderslev, spiller op i Kultur- og Borgerhuset HAMMER BAKKER den 29. Januar 2022 med fællesspisning kl. 18.30 – 20.00, Musik kl. 20 – 22. Gruppens repertoire vil være særdeles velkendt af mange. Gruppen holder nemlig fanen højt og spiller de kendte rocknumre fra 60’erne af Beatles, Hollies, Searchers m. fl.

 60’er rock 

– Pretenders er et af Danmarks førende 60’er rockbands – i hvert fald når vi selv skal sige det, fortæller Sten Fuglsang, bassist og sanger i orkestret.

De faktuelle forhold taler for, at der er noget om snakken. 

Orkesteret spiller 60’er rock, og har gjort det siden etableringen i 1966. de spiller med samme besætning som ved dannelsen plus en, der kom til i begyndelsen af 1970’erne. 

Hvis de ikke er det eneste band i Danmark med den historie, er de i hvert fald et blandt få. 

– 1968 blev vi vindere i DR’s Toppen af Poppen, datidens X-faktor, og både dengang og nu er vi specielt kendte for vores flerstemmige sang, fortæller Sten Fuglsang. 

 Musikalsk udvikling 

Tiden står jo ikke stille, og det har Pretenders heller ikke gjort. 

Efter mange år på landevejene og nogle års pause med at optræde siden 1990’erne, er bandet for alvor genstartet i 2014. 

I tilgift til 60’er numrene er repertoiret udvidet med de bedste rocknumre fra kendte grupper og solister i 1970’erne og 80’erne. 

 To forsangere 

– Vi har et meget varieret spillesæt”, forklarer Sten Fuglsang, ”det omfatter bl.a. numre af Chuck Berry, Beatles, Stones, Clapton, Who, Searchers, Dylan, Credence Clearwater Revival, Eagles, Dire Straights, Doobie Brothers, Fleetwood Mac, Traveling Wilburys.

– Både fordi vi spiller meget forskellige numre, og ikke i den samme stil hele tiden og fordi vi har to forsangere med meget forskellige stemmer, så er vi aldrig kedelige at høre på i længere tid, bedyrer han.

 Original besætning 

Medlemmerne – dengang som nu – er: Poul Vejby, forsanger og guitarer, Mogens Dyrberg, trommer og cajun, Ib Dalgaard-Nielsen, forsanger og mundharpe, Martin Bøgild, guitarer og korsang, Jens Dalgaard-Nielsen, guitarer og korsang samt Sten Fuglsang, basguitar og korsang.