Det blev på alle måder en god dag i Grindsted

Forleden lørdag eftermiddag blev gangbroen ved gadekæret i Grindsted indviet med taler af rådmand Mads Duedahl og direktør John Refsgaard, SparNord Fonden. Sidstnævnte havde en dejlig check på 30.000 kr. med til Samrådet. Det var nu ikke bare gangbroen, der blev festligholdt, det gjorde også Samrådets 10-års jubilæum.

Både Mads Duedahl og John Refsgaard understregede den ihærdighed og vedholdenhed som Samrådet har udvist for at få sine mange projekter gennemført og som undervejs har afstedkommet betydelig økonomisk støtte fra Aalborg Kommune og SparNord Fonden. De forventede i øvrigt begge at modtage nye ansøgninger til nye projekter i Grindsted og Uggerhalne!

Samrådets formand Ole Schwarz fremhævede i sin tale en række af de aktiviteter og resultater, som Samrådet har gennemført eller været involveret i, bl.a. Cykelsti til Vodskov, Ny skole, Kultur- og Borgerhus, kulturarrangementer, byporte i Grindsted og Uggerhalne og meget andet. Ole understregede, at de opnåede resultater i høj grad skyldtes Samrådets forskellige projektgrupper, hvor mange frivillige gør et stort arbejde.

Efter talerne og snoreklipning ved gangbroen som markerer afslutningen på Gadekærets renovering var der underholdning for børn og voksne. Tryllekunstneren Michael Back havde stort held med at drage børnene med ind i sit trylle og musik show.

Senere underholdt Claus Lillelund med to venner med sublime musikalske indslag, senere på eftermiddagen spillede og sang Vingard med trio.
Bag Pseudonymet Vingard findes den nærværende sangerinde Tine Vingaard. Som kun 15-årig debuterede hun med tekst og musik skrevet til den tyske biograffilm “Einer wie Bruno”. Siden har hun har været aktiv på scener rundt omkring i Danmark, Tyskland og fundet inspiration til sangskrivning i England. På ture til USA har Vingard fundet sin lyd i et univers præget af ”americana” med fokus på historiefortælling.
I 2020 samarbejdede hun med producerne bag Laura Mo, Jacob Dinesen, Lars Lilholt m.fl. I år er hun klar med 6 nye udgivelser!

Herlig musik, som blev nydt af tilskuerne, der kunne få de musikalske oplevelser i Gadekærets dejlige grønne omgivelser.

Festlighederne fortsatte lørdag aften i Kultur- og Borgerhuset HAMMER BAKKER, hvor der var fuldt hus; først med spisning og senere med koncert af JigIT. Et nyetableret band med stærke rødder i den traditionelle IRSKE folkemusik. Det blev en rejse gennem den IRSKE folkemusik med smukke ballader om alt fra immigration og mørk spiritus til kærlighed og fædreland krydret med en omgang energiske jigs og reels.

Det blev en fantastisk aften i Kulturhuset!

Samrådet for Grindsted og Uggerhalne takker de mange deltagere, der støttede arrangementerne. Lokal støtte er brændstoffet, der skal bringe nye aktiviteter til vores lokalområde!

Samrådet for Grindsted og Uggerhalne
September 2021