Så er progammet for Sommerfest 2022 på “gaden”, klik på linket nedenfor for at se, hvad der foregår i dagene fra den 17. til den 20. august.
VELBESØGT GENERALFORSAMLING I GRINDSTED-UGGERHALNE SAMRÅD
Den 18. maj var 50 borgere mødt op for at høre nyt om samrådet og nyt om nye udstykninger i byerne.
Efter en hyggelig aftenspisning med smørrebrød og øl/vand gik formand Ole Schwarz i gang med selve generalforsamlingen. Beretningen var delt op mellem alle udvalgsrepræsentanterne, og alle aktiviteter og initiativer blev fremlagt.
Første punkt var som sædvanlig præmiering af bygninger/miljø, og prisen gik til familien Stougaard, som har givet gården Eget en kraftig og smuk renovering. Hele familien var mødt frem i dagens anledning.
Samrådet har fortsat stor energi, og der blev fortalt om den kommende sommerfest, et nyt madpakkehus ved skoven, forbedring af veje og cykelstier, ønsket om cykelsti til Sulsted, og om den gode indsats for de mange nye tilflyttere. Klasserne på skolen bliver store i de kommende år!
Samrådet har sammen med foreningerne gang i de helt store forberedelser til et Mål- og Visionsmøde den 29. oktober. Byerne har jo nærmest fået opfyldt alle de forrige visioner, så der er brug for nye!
Efter kaffen kom rådmand Jan Nygaard Thaysen og fortalte om sit nye job, om kommunens overordnede planlægning, og til sidst specifikt om vilkårene for byudvikling i Grindsted-Uggerhalne. Dernæst var der en god debat om planerne om bebyggelse af en trekantet mark i den sydlige ende af Grindsted, planer, som blev påbegyndt i 2009, men som endnu ikke har udløst en lokalplan for området, trods stor motivation for at få gjort plads til tilflyttere i de store familievillaer og få opført velegnede seniorboliger.
Rådmanden redegjorde for de komplikationer, der er konstateret ved de såkaldte ’udbygningsaftaler’ og om grundvand og miljøhensyn, og han pegede på det allerede vedtagne område nord for Kornelparken, som ville være lettere at håndtere. Den gode debat fik dog overbevist rådmanden om det hensigtsmæssige i at opgradere lokalplanen, og han inviterede til gode møder om projektet, som han tilkendegav, at han ville støtte i det videre forløb.
Samrådet fik genvalgt alle sine kandidater og modtog stor ros fra forsamlingen for en god og informativ generalforsamling.
Klik her for at læse referat og se PowerPoint fra generalforsamlingen.
Dan Ole Faaborg
Maj 2022
Generalforsamling i Samrådet
Samrådet for Grindsted & Uggerhalne afholder ordinær generalforsamling onsdag, den 18. maj i Kultur- og Borgerhuset i Grindsted.
Vi starter med spisning kl. 18. Hvis du vil deltage i spisningen, beder vi om, at du tilmelder dig hos formanden på 2392 3068 eller til ole.schwarz@gmail.com
Kl. 18.30 overrækker vi Årets Pris (2021) til vinderen af den lokale konkurrence om det gode og smukke byggeri og det gode byrum.
Det er 8. gang, at vi overrækker denne pris til et smukt byggeri eller et smukt renoveret hus i Grindsted eller Uggerhalne.
Selve generalforsamlingen gennemfører vi fra kl. 18.45 – 19.45.
Dagsorden i.h.t. vedtægterne – som du kan finde på vores hjemmeside: www.hammernyt.dk
Formanden aflægger beretning om det overordnede arbejde i Samrådet. Efterfølgende vil projektlederne for udvalgene berette om, hvad der er sket i årets løb i de enkelte udvalg.
Der er følgende faste udvalg: Unge, Kultur, Cykelsti, Lokalhistorie, Byudvikling, PR-gruppen, Grønt Hold, Hjemmeside og Skoleudvalg.
Efter generalforsamlingen bliver der mulighed for at drøfte Samrådets kommende opgaver.
Vi afslutter mødet med, at rådmand Jan Nymark Thaysen fra Aalborg Kommunes By- og Landskabsforvaltning kommer og fortæller om udviklingen i landdistrikterne og vil besvare de spørgsmål, vi måtte have herom.
Alle er velkomne!
Med venlig hilsen
Bestyrelsen
Samrådet for Grindsted & Uggerhalne
25. April 2022
To lokalhistoriske artikler på hammernyt.dk
Er du interesseret i lokalhistorie fra vores område, så kan du nu læse to artikler, som er lagt på hammernyt.dk
Den ene handler om et møntfund, som blev gjort i 1955 i Grindsted. Den anden lokalhistoriske artikel fortæller om Øster Torndal – en smuk skovejendom med en ydmyg fortid.
Klik her for at læse artiklerne.
Poul Dahl
Samrådet for Grindsted og Uggerhalne
Marts 2022
Intimkoncert i Grindsted den 11. marts med Muleskinners
Den aalborgensiske trio Muleskinners er enestående og professionel trio med Malthe Nielsen på sang, violin og guitar, Olav Gudnason på kontrabas og Henning Jensen på banjo/guitar. Malthe er kendt for Rockmaskinen og andre festlige sammenhænge, men de to andre giver ham ikke noget efter.
Samrådet i Grindsted havde skaffet et fint tilskud til aftenens lille intimkoncert, der blev indledt med ægte Hammer Bakker Tapas, lavet fra bunden af Samrådet mesterkokke. Der var 60 publikummer til denne intimkoncert.
Muleskinners spiller country med mere friskhed end Dolly Parton og med en ægthed, som hensætter en til midtamerikanske landbrugskulturer – en unik guitar/banjo finger-pickin stil, stolte kendetegn for denne trio, som har god professionel bagage og rutineret optræden at underholde med.
Muleskinners spiller mest gammel traditionel amerikansk country-musik, arrangeret på deres egen charmerende vis, men de diverterer også med nyere numre i stilarten, som de smagfuldt gør til en del af deres musikalske univers.
En muleskinner var oprindelig en hårdfør og piskesvingede muldyrsbetvinger, der kunne få de tunge varer frem i det vilde vesten. Aftenens trio levede helt op til stanken af guldgravere og ko-lort og hårde svirp med oksepisken. Publikum kunne næsten ikke slippe trioen efter de to timers koncert!
Vi glæder os til Samrådets næste koncert.
Dan Ole Faaborg
12. marts 2022