Pris til årets gode og smukke byggeri og det gode byrum 2015

Vi fortsætter den gode tradition med at udpege årets gode og smukke byggeri i Grindsted og Uggerhalne. Vil du være med, så læs videre og hør hvordan.

Samrådet for Grindsted & Uggerhalne har sat fokus på Grindsted og Uggerhalnes forskønnelse. Rådet har side 2012 præmieret årets gode og smukke byggeri og det gode byrum. Indtil videre har smukt renoverede huse i begge byer vundet, og ejerne modtaget en stentøjsplakette fremstillet af vores lokale kunstner, Margit Plougstrup.

Samrådet ønsker med sin pris at fremme godt og smukt byggeri i landsbyerne, byggeri som passer ind i vore landsbymiljøer. Vi ønsker at anspore borgerne til at gøre det samme og dermed bidrage til, at det er attraktivt at bosætte sig i vore landsbyer.
Men også at have fokus på det, vi kalder det gode byrum. Her tænker vi på anlæg og projekter, som på en god og smuk måde tilfører vore landsbyer rummelighed af fælles karakter og dermed bidrager til byernes forskønnelse.
Vi tænker også på smukke haveanlæg, som binder have og hus sammen til en helstøbt enhed. Haveanlægget skal vende ud mod hovedfærdselsårerne i Grindsted og Uggerhalne, så forbipasserende kan se, hvor pænt det kan gøres og tænke, her vil jeg gerne bo!

”Det er vigtigt, at vi er mange om at pege på en vinder”, siger Samrådets formand, Ole Schwarz. ”Derfor beder vi interesserede borgere indsende forslag med en kort begrundelse”.

Et eller flere af nedenstående kriterier til præmiering af Smukt og Godt Byggeri og det Gode Byrum skal opfyldes:

  • Den gode arkitektur. Gode og smukke nybygninger opført i Grindsted, Uggerhalne og Kinnerup. Bygninger, som passer ind i landsbymiljøer og som er med til at fremhæve deres egenart netop som landsby. Her vil bygninger, som er innovative også klimateknisk og som kan tjene som et godt eksempel til efterfølgelse opnå en fortrinsstilling ved bedømmelsen.
  • Den gode renovering. God og smuk renovering af ældre værdifulde bygninger, der bidrager til at bibeholde og gerne genskabe de kvaliteter, der ligger i den oprindelige, men nu afdæmpede landsbyarkitektur. Et renoveringsprojekt kan være at tilbageføre til det oprindelige, men også et projekt, hvor der tilføres moderne kontrastskabende elementer.
  • Det gode byrum. Andre anlæg og projekter, som på en god og smuk måde tilfører vore landsbyer rummelighed af fælles karakter og dermed bidrager til byernes forskønnelse. Det kan være et samlende ”torv”, Væresteder, andre spændende aktivitetsrum, identitetsskabende kunst, herunder kunstnerisk udsmykning i forbindelse med byggeri og anlæg i byerne.
  • Det smukke haveanlæg. Vi ønsker også at præmiere den smukke forhave, som vender ud mod de to byers hovedstrøg: Grindstedvej, Vodskovvej ind til Kinnerupgaard, Uggerhalnevej og Espelunden og som derved er med til, at den forbipasserende får et positivt indtryk af byrummet.

Indstilling. Byernes borgere kan indstille projekter, som opfylder en eller flere af ovenstående kriterier til præmiering. Projekter skal være afsluttet inden for det seneste år. Du skal indsende dit forslag med en kort begrundelse, eventuelt bilagt foto til: Poul Dahl, Tranevej 16, Grindsted, 9310 Vodskov (posselt.dahl@mail.tele.dk).
Vi skal have dit forslag senest den 15. april 2016.

Ud fra de indkomne forslag udvælger komiteen det projekt, der skal præmieres. Præmieringen sker ved Samrådets årlige ordinære generalforsamling i foråret 2016.
Vi ønsker at sige forslagsstillerne tak og sætter nogle flasker vin på ”højkant”. Vi trække lod blandt indsenderne.

 

Faktaboks

Byudvikling & Byforskønnelse er en projektgruppe under Samrådet for Grindsted & Uggerhalne. Projektgruppen har fostret ideen med at indstifte prisen ”Årets Smukke Byggeri og det Gode Byrum”.

Medlemmer i Byudvikling & Byforskønnelse:
Margit Plougstrup
Marianne Ellersgaard
Hans Stochholm
Jon Kjeldgaard
Ole Peter Jakobsen
Ole Schwarz
Ole Kjær
Poul Dahl

Projektgruppens aktuelle projekter:
Udvikling af byggegrunde, så vi sikrer fortsat eksistens af skole og institutioner.
Etablering af Byporte.
Etablering af hastighedsdæmpende foranstaltninger i forbindelse med anlæg af cykelsti.
Pris for det smukke byggeri.
Mosens og gadekærets genopretning.
Kunst i byrummene.
Arbejde på at Gadekæret i Grindsted bliver synligt i bybilledet.

Samrådet for Grindsted & Uggerhalne
Marts 2016

Invitation til ølsmagning

Galleri Hammers Venner inviterer til ølsmagning

Arrangementet finder sted fredag den 4. marts på Grindstedvej 35 i Uggerhalne, fra klokken 16:30 til 20:30.

I lokalområdet findes der en del håndbryggere, som elsker at brygge deres eget øl og, ifølge dem selv, smager det ganske glim­rende.

Vi har fået lov til at prøvesmage deres hjembryg og så sammen­ligne med det specialøl, som kan købes i butikkerne. 

Program:

  • Kl. 16:30 og frem til kl. 19:00 kan I komme og smage lidt lo­kalt brygget øl, samt nogle specialøl, som kan købes i detail­handlen. Der vil være opstillet et komplet øl-bryg anlæg så man kan se, hvordan brygprocessen foregår, og du kan måske få nogle staldtips af håndbryggerne.
     
  • Fra klokken 19:00 og frem til ca. 20:00 holder Ib Lauritzen et foredrag om øl.

 Prisen for arrangementet er 100 kroner og det inkluderer:

  • 10 poletter, som kan ombyttes til smagsprøver (Medlemmer af galleriet får 13 poletter)
  • Ølglas til låns
  • Ølforedrag ved Ib Lauritzen.

 Yderligere ølpoletter kan købes for 50 kr. per 10 stk.

Der vil være mulighed for at købe hotdogs til favorable priser.

Galleri Hammers Venner indbyder….

Galleri Hammers Venner indbyder til en aften med god mad, fællessang v/Ole Faaborg og underholdende indslag i Galleri Hammers lokaler, Grindstedvej 35

Det sker torsdag den 28. januar kl. 18.30 – 21.30 

Pris kr. 150,- inkl. en 3-retters menu med tilhørende vine. 

Max 30 personer efter først til mølleprincippet. 

Billetter kan købes i Galleri Hammers lokaler:

Onsdag den 13.1. og onsdag 20.1.  –  fra kl. 9.00 – 11.00
Torsdag den 14.1. og torsdag 21.1.  – fra kl. 10.00 – 14.00

og hos
Kim Jespersen, Grindstedvej 34    –  fra kl. 7.30 – 16.30 på hverdage

Tilmelding senest mandag den 25. januar.

Vil du vide mere om aktiviteterne i Galleri Hammer, skal du bare klikke her.

Galleri Hammers Venner
Uggerhalne, januar 2016

Samrådet i Grindsted og Uggerhalne ønsker God Jul og Godt Nytår

Samrådet har tumlet med mange forskellige arbejdsopgaver i årets løb, nogle har været arbejdstunge andre lettere, nogle meget synlige og andre mindre synlige, men alle har krævet, at vi tror på, at vi kan gøre noget for vores lokalområde.

Når vi ser på 2015, dukker der mange ting op:

  • Kampen om vores cykelsti var vundet, men blev forsinket (igangsættes i april 2016).
  • Skolen fik igangsat sit renoveringsprojekt og forventer indflytning efter sommeren 2017. Lasse Breddam har været Samrådets repræsentant  i byggeudvalget og gjort en flot indsats!
  • Efter de to borgermøder fik vi sat arbejdet i gang med etableringsplaner for Forsamlingshus,  Internetbrugs og Cafe’ i DUS-bygningen (der var ikke andre muligheder).  De foreløbige udmeldinger fra politikerne i Aalborg Kommune er positive.
  • Der er etableret en gruppe frivillige, der vil stå for den daglige drift af Internetbrugsen, når den bliver etableret.
  • Vi har fået bevilget penge til 5 byporte, som vi glæder os til at få opsat i foråret 2016.
  • Projektet med de nye udstykninger er løbet pænt, men sendrægtigt af sted, lodsejeren og Aalborg Kommune forventer nu, at lokalplanen er færdig sommeren 2016.
  • Vi fik atter sat nissehuer på vores HammerHatte i Uggerhalne og Grindsted.
  • Vi fik afholdt to borgermøder  med flot opbakning.
  • Vi fik gennemført en aften med fokus på nabohjælp og indbrud. Mange  var mødt op, og efterfølgende er der dukket adskillige nye skilte op i bybilledet med NABOHJÆLP – vi håber, at det kan være del af en forebyggende proces.
  • I juni gennemførte vi et evalueringsmøde om børn og unges fritidsinteresser for alle foreninger og organisationer i vort lokalområde.
  • Vi har sammen med aktive borgere fået etableret tre baner oppe på stadion (BMX-, Skater- og Beach Volleybane). Efter mange ansøgninger lykkedes det at skaffe den nødvendige kapital.
  • Vi fik sammen med Aalborg Kommune renoveret og genindviet gadekæret, hvor der nu er opsat  to bord-/ bænkesæt – vi arbejder på at få lidt kunst sat op her.
  • Vi har sammen med Aalborg Kommune fået opsat hegn omkring mosen, og kommunen har opsat to porte, så man gå igennem mosen – vi håber i 2016 at kunne etablere en sti igennem området.
  • Der er skrevet flere spændene artikler fra lokalområdet og lagt på hjemmesiden.
  • Hjemmesiden er blevet opdateret, og vi har fået Regner Jensen til at lave en forkortet udgave af hans film om Hammer Bakker til hjemmesiden – det dur!

Det er nok de mest synlige ting, som Samrådet, sammen med mange aktive borgere, har arbejdet på at gennemføre til gavn og glæde for borgerne i vore byer. Der er ingen tvivl om, at 2016 kommer til at byde på mange spændende udfordringer, men dem vil vi være parate til at møde og løse!

Samrådet er stolt og taknemmelig over, at dets formand fik prisen som Årets Ildsjæl 2015 i landdistrikterne i Aalborg Kommune. Et smukt skulderklap.

Samrådet for Grindsted & Uggerhalne ønsker alle en Glædelig Jul og Godt og  Lykkebringende Nytår!                    

Samrådet for  Grindsted & Uggerhalne
December 2015

Vinterbilleder på hjemmesiden

Kære brugere af Samrådets hjemmeside

Lokale fotografer har doneret en række smukke vinterbilleder til hjemmesiden. Det er borgere, som medbringer fotoapparat, når de færdes i vore byer, deres omegn og naturligvis oppe i Hammer Bakker – for den opmærksomme vil mange lokaliteter være kendt: Vanstedvej, Den Gamle Kongevej i Uggerhalne, Pebermosen, Vejen Gennem Bakkerne, Myren etc. Bemærk dybden i mange af billederne, læg også mærke til de smukke billeder, hvor månen står lysende rund på en frostklar nattehimmel og den røde solnedgang over landbrug med mark og skov ude i horisonten. Flot!

Fotograferne har leveret et stort materiale, som er delt ind i små sammenhængende serie, der vil afløse hinanden i den næste periode.

Samrådet takker Regner Jensen, Ole Faaborg, Ole Kjær, Bendt Grønborg  og Ole Peter Jakobsen for deres bidrag til at vinterliggøre vores hjemmeside.

Samrådet for Grindsted & Uggerhalne
December 2015
PS: Hvis du har lidt tid, bør du starte Regner Jensens film, nyde billeder og musik – du får ro i dit sind!